Projektleder til Byens Haver – Sundhed, trivsel og sammenhængskraft i Roskilde Kommune

Vil du være med til at reducere ulighed i sundhed og skabe stærkere fællesskaber i Roskildes almene boligområder? Har du erfaring med projektledelse, samskabelse og tværsektorielt samarbejde? Så har vi et spændende job til dig.

Om Byens Haver
Byens Haver er et område i Roskildes sydvestlige del, som gennemgår en transformation med fokus på fællesskab, sundhed og trivsel. Området dækker blandt andet et af Roskildes største almene boligområder og er karakteriseret ved høj grad af social ulighed i sundhed og trivsel. Sammen med Boligselskabet Sjælland er Roskilde Kommune i gang med flere tiltag, der skal reducere denne ulighed.

Vi søger nu en projektleder til at stå i spidsen for dette arbejde.

Om stillingen
Som projektleder bliver du organisatorisk forankret i Roskilde Kommune, Sekretariatet for Social, Job og Sundhed. Du får ansvar for at lede projektet ”Byens Haver – lokal sundhed, trivsel og sammenhængskraft”. Projektet er støttet af Sundhedsstyrelsen.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

Projektledelse: Du vil få overordnet ansvar for projektets fremdrift, styring og rapportering, herunder koordinering af samarbejdet mellem medarbejdere fra kommunale forvaltningsområder, Boligselskabet Sjælland, civilsamfundsaktører og forskningspartnere. Du vil sammen med projektlederen fra Byens Haver og Havehuskoordinatoren planlægge og sikre koordinering af indsatserne i området.

Udvikling og gennemførelse af sundhedsfremmende initiativer og styrkelse af nære sundhedstilbud: Som projektleder vil du bidrage til etablering og afprøvning af lokale kommunale sundhedstilbud i samarbejde med regionen og civilsamfundet. Der vil være særligt fokus på at øge beboernes sundhedskompetence, trivsel og deltagelse i de nære sundhedstilbud gennem rekruttering og uddannelse af sundhedsformidlere og via aktiviteter og rådgivning i ’Havehuset 1.0’.

Samskabelse og dokumentation: Sikre tæt forankring af beboernes ønsker og behov samt dokumentere erfaringer med henblik på at udvikle en model for styrket sundhed og trivsel, som kan implementeres i andre boligområder.

Du kommer til at arbejde tæt sammen med:

  • Boligsociale og kommunale medarbejdere
  • Lokale foreninger og frivillige
  • Sundhedsfaglige aktører fra kommune, region og almen praksis
  • Forskere og eksterne konsulenter
  • Beboere i området

Vi søger dig, der:

  • Har en relevant uddannelsesbaggrund, fx inden for folkesundhed, social- eller sundhedsfaglig uddannelse, sociolog, antropolog eller lignende.
  • Har solid erfaring med projektledelse, herunder styring af komplekse projekter med flere aktører.
  • Er en dygtig facilitator og netværksopbygger, som kan samle forskellige aktører og interessenter omkring en fælles mission.
  • Har indsigt i sociale og sundhedsfaglige problemstillinger og en stærk interesse for at reducere ulighed i sundhed.
  • Har erfaring med borgerinddragelse, samskabelse og mobilisering af lokale ressourcer.
  • Har gode kommunikative evner, kan analysere og formidle data og er klar til dialog med både borgere og fagprofessionelle.
  • Har en struktureret og selvstændig tilgang til dine opgaver og kan dokumentere resultater og erfaringer.
  • Har viden om sundhedskompetence, såvel individuel som organisatorisk.

Vi tilbyder:

  • En spændende og nyoprettet stilling, hvor du får mulighed for at sætte dit præg på udviklingen af fremtidens løsning på ulighed i sundhed.
  • En arbejdsplads med fokus på tværsektorielt samarbejde og innovation i almene boligområder og med et stærkt politisk ønske om at reducere ulighed i sundhed.
  • Et tæt samarbejde med engagerede kolleger i Roskilde Kommune og Boligselskabet Sjælland.
  • Løn og ansættelsesvilkår i henhold til gældende aftaler og overenskomster.

Praktisk:
Stillingen er som udgangspunkt på 37 timer ugentligt, men kan efter aftale justeres. Ansættelsen er tidsbegrænset frem til projektets afslutning (31. december 2028). Din lokale arbejdsplads vil være delt mellem Havehuset i Æblehaven og Rådhuset, med organisatorisk forankring i Roskilde Kommunes Sekretariat for Social, Job og Sundhed. Du vil komme til at referere til Leder af Sundhedsfremme & Forebyggelse, Ida Hvitved.

Ved ansættelse indhentes straffeattest. 

Ansøgningsfrist:
Mandag den 6. april 2026 kl. 23.59.
Der vil være ansættelsessamtaler den 9. og 10. april samt mulighed for 2. samtaler d. 16. april.  

Tiltrædelse: 1. juni 2026 eller snarest herefter

Vil du høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Anne-Louise Bjerregaard på tlf. 3084 1317.

Ansøg nu, og vær med til at fremme lighed i sundhed i Roskilde!

Søg stillingen
#boogie